Når praktikken rykker

Rasmus og Mikkel (anonymiseret), begge 24 år, er kommet videre i deres liv. De to unge mænd kender ikke hinanden, men der er flere fælles træk i deres livsveje.

Begge har haft det svært i deres barndom og ungdom, begge har en STU-baggrund, begge har mange afbrudte forløb bag sig, og begge udtrykte tidligere stor modstand mod ´skole og uddannelse´.

Denne modstand arbejdede uddannelsesvejlederne i Gladsaxe Kommune intensivt med, indtil de to unge mænd til sidst fik oparbejdet en erhvervsparathed, som nu har givet dem et nyt ståsted i livet.

Arbejde i et fællesskab

med opbakning fra arbejdsgiveren og støtte fra vejlederne

Rasmus og Mikkel har begge været i praktik, hvor de hver især indgik i gode arbejdsfællesskaber og oplevede at være vigtige for arbejdspladsen. På begge arbejdspladser har der været nøglepersoner, der har været der for dem. Begge steder har ledelsen omsat deres dedikerede sociale ansvar i praksis. De fagprofessionelle fra Gladsaxe Kommune har støttet processerne aktivt og opmærksomt undervejs.

Læs mere om vejledernes tilgange og metoder.

Rasmus er nu rollemodel for sit barn

Rasmus´ svære odds omfattede dårligt selvværd og modstand ikke kun imod uddannelse men også imod praktik. Samtidig skulle Rasmus dog være far om ikke så længe, i en tæt bosituation med kæreste og svigerforældre. Han havde altså klart brug for en håndsrækning.

Konsulenterne tog en dialog med Rasmus om det at blive far og ”hvad det sige at være en rollemodel for sit barn”.

Uddannelsesvejlederne fra Gladsaxes Ungeteam inddrog dernæst virksomhedskonsulenten fra beskæftigelsesafdelingen mhp. en afklaring. I fællesskabet kom de fagprofessionelle frem til, at en praktik på et plejehjem kunne være en mulighed.

I starten var der nogen vrede i forløbet med virksomhedskonsulenten, som dog fik overbevist Rasmus om en praktik på et plejehjem, med 3-4 arbejdsdage om ugen. Her blev Rasmus tilknyttet den usædvanligt engagerede pedel og oplevede en kontakt, der tog ham under sine vinger. Vejlederen ringede derudover hver morgen for at høre, hvordan det gik.

Det endte med at Rasmus efter Corona-krisen straks ville møde ind igen, også den dag, hvor han egentlig havde fri. Han ville endda selv gå op i tid og er nu oppe på 25 timer. Det betragter vi som en stor succes.

Henriette, uddannelsesvejleder Gladsaxe Kommune

Rasmus er erhvervsparat nu. I starten af sit forløb var han knap nok kontaktbar, og senerehen pendulerede forløbet frem og tilbage mellem hans vejledningsparathed og hans valgparathed.

Rasmus har fået en rigtig god oplevelse i et arbejdsfællesskab. Plejehjemmet vil meget gerne have ham, hvis der var økonomi til den ekstra ansættelse. Vejlederne vil nu stykke et målrettet skoleforløb over 20 uger sammen til den unge mand. Det vides endnu ikke, hvor vidt Rasmus også kan oparbejde en formel uddannelsesparathed, men måske kan en EGU-kvalificering på sigt føre ham til den ønskede fastansættelse.

Fra malerdrøm til ejendomsservice

Mikkel kom med et ønske om en erhvervsuddannelse som maler på baggrund af hans STU-erfaringer med faget. Dog opfyldte han ikke de formelle kvalifikationer til en EUD-uddannelsesparathed. Yderligere havde Mikkel fået afslag fra Kommunen om en FGU-vej til målet, da han havde flere afbrudte praktikker bag sig og endnu manglede at bevise sin mødestabilitet.

I Mikkels socialt belastede bagage befandt sig tidlig tab af den ene forælder samt misbrug og kriminalitet hos den anden forælder. Mikkel selv, som befinder sig i en ustabil bosituation, var under tilsyn af Kriminalforsorgen og afventede en dom til afsoning i samfundstjeneste. Uddannelsesvejlederne så dog også en potential støtteperson i en nær slægtning, som senere i forløbet blev en ressourceperson og sørgede for at Mikkel blev god til at overholde aftaler. Dermed var Mikkel klar til en praktik.

Et boligselskab bød Mikkel indenfor, også efter at have hørt om Mikkels bagage.

Firmaet tager et kolossalt socialt ansvar. De ville bringe Mikkel videre. Han blev en del af sjakket og var fuldt ud med i teamet. Han elsker pauserne og fællesskabet, hvor de vender verdenssituationen. Med ´den gule vest´ har han fået en arbejdsidentitet og er en del af arbejdspladsen. Det har gjort, at Mikkel møder trofast og passer sit arbejde.

Dinah, uddannelsesvejleder Gladsaxe Kommune

Næste skridt er, at Mikkel starter i EGU inden for ejendomsservice d. 1. august 2020. Behovet for at høre til har overdøvet drømmen om maleruddannelsen. Nu skal han gennemføre EGU og få papiret på sine kompetencer. Målet er så at blive uddannelsesparat, så han kan søge ind på den ordinære EUD-uddannelse.

Arbejdsgiveren havde egentlig ikke økonomi til en ansættelse. Men en konsekvent opfølgning fra uddannelsesvejlederne med ledelsen i firmaet førte til, at virksomheden har fundet pengene. Et meget attraktivt mål ligger forude!