De unges stemmer

De unge har stået helt centralt i Unge med kant Hovedstaden. Ikke kun som dem det hele handlede om, men også som de stemmer der var med til at påvirke, forandre og skabe.

Der kunne være flere hundrede ungehistorier at berette, og hver eneste ville være unik. Det er selvsagt ikke muligt at gengive alle beretninger. Til gengæld har vi samlet en lang række citater fra de unge. Rapper og artist, Iris Poparic, har forarbejdet, fusioneret og udformet citaterne som et langdigt. Digtet, der består af 7 dele, fik sin premiere på slutkonferencen Unge med kant Hovedstaden, formidlet undervejs henover hele dagen d. 17. maj 2022, København.

Livet er…

Livet er en rutsjebane, og i livet er der kasser. Men hvordan rutsjer man igennem, hvis ingen af dem passer?

Får lyst til Speak Up og tage min plads, alligevel må man tie. Når det nok er forkert, det jeg kan sige.

Se, det kan være svært at se sit eget potentiale, skiller man sig ud, siger de: ”de er bindegale”.

I en jungle fuld af normer, prøver at finde hoved og hale. Så jeg brøler højt om hjælp, for det er min tur til at tale. Min tur til at blive hørt og min tur til at blive set. Finde dem der tror på mig, mon ikke jeg finder én?

Men når man er vant til pest eller kolera, kan det være nemt at give op. Slukke for mit brøl, smide det væk og bare stop. Men noget brænder i mig – et ekko af råb. I den mørke tunnel ser jeg en gnist af håb.

Udfordringer og tvivl mod troen på at jeg tør det. Men jeg kan se de små sejre, og jeg kan gøre det.

Drøm

Visioner og drømme, af enhver nuance. Ambitioner skyhøje, giv mig blot en chance. Kompetencer og intelligenser, men hvad er det du vil dømme. En fisk kan ikke klatre, og en giraf kan ikke svømme. Så jeg fisker efter veje midt i livets store test. Lytter ikke til dem, der ikke vil mig det bedste.

Og jeg bytter ikke min toårs-plan for en abefest. En dag så åbner jeg min egen salon, og du må være min gæst. En dag så bliver jeg min egen chef, kun et spørgsmål om hvornår. Ikke den samme person i dag og om 3 år.

Udvikling og fokus, jeg har hvad der skal til. Kender godt til underverden, ved hvad der er på spil. En dag beviser jeg mig selv, giver den alt jeg har. Så spørg mig til min fremtid, og ikke til hvad jeg kommer fra.

Kommentar på kommentar, hvorvidt om jeg er brugbar. Men en dag beviser jeg mig selv, for min drøm den står klokkeklar.

Lesson for life

Gert var god til at forklare, han havde styr på tingene. Forbilleder der gør, man får lyst til at blive hængende. Forbilleder der tør at satse alle pengene. På alle os der er vant til at ryge ud i svingene. Vant til fest og fravær, med vennerne vi hang, ud på gader og stræder, hele dagen lang.

Men pludselig kom der nye noder til dagligdagens sang. For når man kommer herud, kommer man ligesom i gang. At prøve nye ting, var både sjovt og spændende. Landmålerudstyr og procentregning var faktisk ret så fængende.

Udfordringer undervejs og frustrationer om man vil. Men det gavner mig at have en hverdag, noget at stå op til.

Tog det som det kom, både det svære og det nemme. En ’lesson for life’ som jeg kan tage med mig hjem. Samarbejde på kryds og tværs, fik mig en ny ven. Lærte at grave med maskine – det vil jeg gerne prøve igen.

Et glas

Om det er et halv tomt eller halv fyldt glas? En sejr er en sejr – jeg har fundet en praktikplads! Nu det bare i gang, og glem bøgerne på reolen. For – real life is real life, og skolen er bare skolen.

But real life can be tough, hvis man virkelig vil opnå. Mindst 5-10 minutters morgengymnastik er det jeg skal op på. God form og dedikation, forløbet fik mig til at tænke.

Fedt at prøve et arbejde og tjene en masse penge!

En plads

At finde sin plads i verden, kan være svær matematik. Når de andre er helt normale, og det er jeg jo ikke.

De siger man skal følge sin mavefornemmelse, men den kan være svær at stole. Til tider føler jeg mig dum, jeg har gået på specialskole. Kravene bliver højere, konkurrenterne bliver fler’.

Hvad skal der egentlig til, hvis jeg skulle tage en uddannelse dér? Og hvad skal der egentlig til, for at overvinde fortidens spøgelser? Når mine visioner om fremtiden bliver ædt op af nutidens følelser.

Den ene har kone og børn, den anden træner i fitten. Jeg har ikke lavet noget, siden jeg var 19. Og jeg er ikke medlem af klubben for de smarte. Så sig mig, hvordan kommer man ind, og hvor skal man starte?

Brikker der skal sættes på plads, puslespillet er mig en gåde. Men jeg ved jeg er nødt til at gi’, før jeg kan få noget.

Og når hjernen fortæller mig, at det bliver en umulig vej. Så hvisker hjertet ”bliv ved – der findes også en plads til dig”.

Relativt

Arbejde er relativt, jeg har min egen logik. En dag vil jeg læse business og få min egen butik. Hvor ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal. Behandle mine medarbejdere som medmennesker, fremfor bare tal.

Så jeg tager den step-by-step i et ocean af valg. Et kursus i at sætte kunstige øjenvipper på, tror jeg er mit kald. Og jeg kalder efter den erfarne, giv mig dine råd. Tager hvad jeg kan bruge, og gør det på min egen måde.

Tro

Lille spejl på væggen der, hvor skal jeg tage hen i landet her? Med mig har jeg to hænder og en lille pose af held. For kryst kuglen er en illusion – jeg er overladt til mig selv.

Trækker vejret dybt ind og giver mig selv et kram. I en tåge af gamle mønstre, ser jeg et lys skinne frem. En stråle af nyt overskud, bedøver smerterne som en ipren. Så jeg fanger den, mens jeg kan, og hvisker tavlen ren.

Kigger rundt i klasseværelset, hvad bliver det næste skridt? Mine drømme kigger tilbage og rækker mig et kridt. Med fokusset på tavlen og begge ben på jord – vejleder de mig til at skrive disse ord:

I dag vælger jeg troen på mig selv – jeg ved, jeg godt ka’!

For jeg har bygget noget op, som jeg ikke ville bytte for en vodka. Kaster fortidens flaske i havet, trods frygten for hvad der sker.

For ja, jeg tør godt springe ud i det her!


Iris Poparic, 17. maj 2022 på slutkonferencen Unge med kant Hovedstaden