Ny virtuel bro nu åben!

En ny virtuel bro har unge på begge sider. Unge på den ene side af broen er allerede under uddannelse. De rækker ud til unge på den anden side der endnu skal afprøve sig selv og overveje uddannelsesmuligheder. De unge under uddannelse kan støtte sig opad faglærere, imens de unge der endnu orienterer sig, har vejledere med sig.

“Smagsprøver”

Smagsprøver er en erhvervsfaglig platform, baseret på videoformater, der giver unge mulighed for at møde uddannelsesinstitutioner og se, hvordan en hverdag ser ud på de specifikke uddannelser, der tilbydes.

Smagsprøver skal på sigt tilbyde et repræsentativt udvalg af enkle faglige aktiviteter, som svarer til de uddannelser, der udbydes på Hotel- og Restaurantskolen, samt på Vilvorde, Roskilde Tekniske Skole.

Unge-til-unge aktiviteter

Aktiviteterne er tilrettelagt i samarbejde med erhvervsskoleelever og målrettet unge i “Unge med kant”. Dermed skal der opnås en god indledende kontakt til de ´unge med kant´ i form af en ung-til-ung relation.

Smagsprøver skal skabe ærlige oplevelser med karriemuligheder, serveret i øjenhøjde til unge.

Anders Fibiger Nørgaard, projektleder Unge med kant, Hotel- og Restaurantskolen

Hvordan gør man

De enkelte aktiviteter er udformet således, at de kan gennemføres lokalt af grupper af unge, sammen med en ungevejleder ved kommunen. Dermed kan aktiviteterne foregå i trygge lokale rammer og med lige præcis de deltagere, som det giver mening at få med.

Samtidig med at de faglige aktiviteter får et professionelt snit, får de ´unge med kant´ en personlig oplevelse af en erhvervsuddannelse – selvom begge dele leveres fra distancen.

Alle aktiviteterne har konkrete og håndgribelige produkter som resultater, der er bygget op omkring let tilgængelige materier.

Det er gratis at benytte sig af den faglige vejledning i “Smagsprøver”. Aktiviteterne er tilrettelagt, så man kan skaffe materialer/råvarer i lokale supermarkeder, og udgifterne skulle være overkommelige.

Feedback fra brugerne

Hotel- og Restaurantskolen og Vilvorde står bag konceptudvikling og den praktiske udformning af “Smagsprøver”. Udviklerne håber, at “Smagsprøver” kan blive en integreret del af vejledningen og dagligdagen med de unge.

Idet konceptet er innovativt, ønskes feedback fra brugerne – både fra ´unge med kant´ og fra de fagprofessionelle. Derudover opfordres også til fælles videreudvikling.

Hvis I savner en eller anden aktivitet på siden, så tøv ikke med at tage fat i os – så går vi i gang med at udvikle det til jer.

Anders Fibiger Nørgaard, projektleder Unge med kant, Hotel- og Restaurantskolen