Atika (anonymiseret) er en ung pige på 17 år. Og med en imponerende stejl udviklingskurve.
Atika kommer med flere psykiske diagnoser og har en række langvarige fysiske sygdomsperioder bag sig. Men i løbet af 10. kl. finder Atika sin drøm. Den viljestærke unge pige begynder at følge drømmen om at komme til at arbejde med heste. Moderen understøtter også Atika i denne drøm, ligesom hun har bakket sin datter op igennem hele livet.
Fremsynede lærere og vejledere ser Atikas potentialer, samarbejder tæt om hende og kan udpege handlemuligheder.
Atikas vej
Atikas skolegang i specialklasser var ikke begrundet i begrænsede kognitive evner – tværtimod. Men Atikas diagnoser havde medført en adfærd der gjorde det svært for både hende og omgivelserne. Atika skulle bruge 8. og 9. kl. på forskellige efterskoler og 10. kl. for at få styr på sit komplicerede problemmiks. Midt i dette kaos nåede hun at løfte sig selv fagligt så højt, at hun med sine karakterer kunne påbegynde en ungdomsuddannelse.
Det afgørende perspektiv for Atikas vej henimod sin drøm blev individuelle samtaler med en ungevejleder fra UC2610 i Rødovre, alt imens hun passede et ordinært ungejob i et supermarked, nok lidt frustreret men stabilt.
Vejledere, Atika og senere også moderen, besøgte sammen Landbrugsskolen Sjælland. Her udbydes hestemanager linjen som et speciale til dyrepasseruddannelsen. Besøgene førte til, at den unge kvinde kunne se sig selv som elev på kostskolen.
Kæden omkring Atika
Skolens vejleder, mentor, kontaktlæreren, ungevejlederen og i høj grad også moderen udgør kæden omkring Atika. Der er tæt kommunikation imellem de fagprofessionelle, og følgende har været aktuelt i opstartsperioden på Landbrugsskolen:
- EUD-vejlederen tilrettelagde de 3 besøg inden Atikas opstart på skolen og foldede uddannelsen ud for Atika.
- Kontaktlæreren skitserede de klare rammer for skoleopholdet, heriblandt krav til fremmøde, brug af fraværsbreve og eventelle sanktioner.
- Skolens mentor indgår også i kommunikation omkring skolen og hjælper p.t. med praktikpladsansøgninger.
Udviklingen er gået stærkt, imens fortiden slipper ikke så let. Atika møder stadig sine fysiske grænser. Men bl.a. daglig kvalme og søvnbesvær er nu mere under kontrol. Atika benytter konsekvent de metoder og værktøjer, som de professionelle kan tilbyde, og det ser ud til at hjælpe.
At tro på sig selv
Atikas selvbevidsthed er vokset i takt med at hun løbende når nye milepæle:
Jeg kan se de små sejre. Jeg kan gøre det.
Atika har haft det hårdere end de fleste. Hun kan nu se, hvad det er, hun har haft brug for at få fra sine omgivelser:
Der er rigtig mange, der kun ser en person her og nu og ikke den mulighed, som denne person har om 3 år. Se på, hvordan man kan udvikle sig. Se ikke kun, hvilke ting man har det svært ved!
Atika har lært hvor vigtigt det er at kunne række ud. Og hvordan er det, man får hjælp til at komme videre?
Lad være med at lytte til dem der ikke vil dit bedste. Det kan være svært at se sit eget potentiale. Det er nemmere for andre at se det og hjælpe dig. Find dem som tror på dig. Der vil altid være én, der tror på dig!
Atika har også råd til andre unge der kan have det svært:
Find ud af, hvad du er god til, og gør det du brænder for. Gør de gode ting fantastisk! Så kan man senere tage sig af alt det, man ikke kan.
