Kriser rammer de svageste hårdest

COVID19 krisen er en voldsom tryktest af kommunernes arbejde med at sikre ordentlige livsforløb for de mest udsatte unge.

Mange offentlige services lukker ned for at kunne håndtere det mest fundamentale beredskab for alle. Det skaber særlige udfordringer for de unge.

Når systemer mister bærekraft, må individer løfte. Jeg håber, at Unge med kant nu kan være med til at løfte udsatte unge godt igennem. Den test skal vi bestå.

Chefkonsulent Pia Vigh, KL, Enhed for uddannelses- og erhvervsvejledning i kommunerne

Pia Vigh fra det tidligere UU DANMARK – siden januar 2020 en selvstændig enhed under KL – har været med til at iværksætte Unge med kant og er projektejer.

Kædeansvar er ifølge Pia Vigh ikke kun en klog organisering mellem forvaltninger, uddannelser og det civile liv. Kædeansvar er også at holde alle linjer åbne og at sikre kontakten til de unge, som fx via sms eller chat.

Eksempel: Herlev Kommune

I Herlev er medarbejderne sendt hjem som alle andre steder og må ikke mødes fysisk med de unge.

Selvom også medarbejderne i Ungeindsatsen er sendt hjem, er de der stadigvæk for de unge. Det er if. Benny Bundsgaard, lokal projektleder for Unge med kant Hovedstaden, endnu mere vigtigt i en periode hvor de unge godt kan føle sig lidt skrøbelige.

Det er vigtigt for os at ingen unge i denne tid føler sig alene. Vi har derfor valgt at opretholde en høj grad af tilgængelighed for de unge, således at de altid vil kunne få fat på en Ungeguide. Vi har sendt beskeder til de unge om at vi er til rådighed som vi plejer og at vi vil tage de samtaler, som vi normalt har face to face, over telefonen og evt. sms.

Benny Bundsgaard, projektleder Unge med kant Herlev